Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden

PIP-brystimplantater

Kvinder, der har fået indopereret brystimplantater fra det franske firma PIP, Poly Implant Prothese anbefales at kontakte det sygehus eller den klinik, der har indsat proteserne, eller at opsøge egen læge, hvis de er utrygge ved, om der er noget galt, eller hvis der er problemer med proteserne. Det kan for eksempel være aktuelt, hvis der er tegn på, at der er gået hul på implantaterne. Implantaterne er under mistanke for at lække silikone hyppigere end andre implantater. Samtidig er den silikone, der er anvendt, ikke godkendt til brystimplantater.

Derimod har en tidligere mistanke om øget kræftrisiko for brugerne af implantater vist sig ikke at være korrekt. De franske myndigheder har undersøgt journalerne for de kvinder, der har fået PIP implantater indopereret. På baggrund af denne nye indsigt fastslår de franske myndigheder, at der ikke er tale om en forøget risiko.

Lægemiddelstyrelsen oplyser at have kendskab til i alt 66 brystimplantater fra den franske producent PIP, som kan være anvendt i Danmark. 

Den samlede oversigt over de kendte implantater på det danske marked fremgår af listen herunder. Overordnet har tre danske sygehuse modtaget 19 implantater tilbage i slutningen af 2004. Sygehusene kontakter eller er ved at kontakte brugerne. Samtidig går de deres journaler igennem for at se, om der kan være andre brugere.

Den største modtager var Privatklinikken i København, der i 2007 og 2008 modtog 45 implantater. Endelig har en klinik i Søllerød modtaget to implantater, men de er opereret ud igen.

Der kan derudover være tilfælde, hvor operationen har været foretaget i udlandet eller implantaterne er importeret direkte af en klinik. Lægemiddelstyrelsen har derfor i april og september 2010 både kontaktet klinikker og sygehuse direkte – og advaret bredt gennem dagspressen.

PIP implantater solgt i Danmark:

  • 13 implantater, Herlev sygehus i sidste halvdel af 2004
  • 4 implantater, Frederikshavn
  • 2 implantater, Odense Universitetshospital
  • 45 implantater, Privatklinikken ApS 2007 til 2008
  • 2 implantater, Søllerød privatklinik